Søvnpolitik
I Søndermarkens Børnehus har vi valgt at udarbejde en søvnpolitik, da vi ser søvn som en afgørende faktor for barnets udvikling og trivsel.
Børn er forskellige, men generelt har det 1-3 årige barn et stort søvnbehov (12-14 timer i døgnet).
I en travl vuggestuehverdag med mange børn, voksne og aktiviteter får barnet under søvnen muligheden for at restituere og bearbejde alle dagens indtryk. Vi arbejder ud fra den forståelse, hvor forskning viser at uafbrudt søvn er det bedste for barnet. Vi har derfor i Søndermarkens Børnehus den holdning, at børn ikke bør vækkes. Børn kan ikke sove for meget, men de kan sove for lidt. Hvis barnets naturlige behov for at sove om dagen afbrydes, kan det påvirke nattesøvnen negativt. Forskning viser at børn der får lov til at sove middagslur, til de vågner af sig selv, sover bedre om natten, da de får mere ud af sin dag og er mere naturligt træt om aftenen.
Samarbejde og dialog
I Søndermarkens Børnehus lægger vi stor vægt på et godt samarbejde med jer forældre omkring barnets søvn, så det får den bedste tid i vuggestuen. At barnet har en god søvnrytme ser vi som et fælles projekt, og det skal kunne fungere i vuggestuen såvel som derhjemme. Har barnets søvnrytme været anderledes end det plejer i løbet af dagen, oplyser vi jer selvfølgelig herom.
Ligeledes ønsker vi at vide det hvis jeres barns nattesøvn har været anderledes end normalt, da det kan have stor betydning for dets overskud og generelle trivsel den efterfølgende dag.
Vores faglige holdning er, at barnet skal have lov til at sove, når det har brug for det - og til at det er udhvilet. I vuggestuen kan dit barn sove, når det har behov for det. Det vil altså sige, at vi putter dit barn, når det er træt, og tilpasser måltider mv. ind efter barnets rytme. Som udgangspunkt vækker vi ikke barnet fra dets søvn, da børn sover så længe det har brug for det. Vi er
opmærksomme på, at der i nogle tilfælde kan være behov for regulering af søvnen, hvilket vi ser som et samarbejde med jer, så vi sammen kan finde den bedste løsning ift. barnets behov. Derfor vil vi også gerne rådgive og gå i dialog om løsninger, hvis der i perioder er udfordringer evt. i forbindelse med at få jeres barn til at sove aftenen.
Søvnrutiner i vuggestuen
Vi ved at rutiner har stor betydning for barnets søvn. Derfor lægger vi stor vægt på at skabe tryghed, regelmæssighed og ro i forbindelse med det enkelte barns søvn. Sover dit barn en lur om
dagen, vil det typisk blive puttet efter at vi har spist frokost. Vi forsøger at skabe ro både omkring putteseancen, men også i forbindelse med bleskift inden putning. Vi respekterer børnenes vaner med sutter og sovedyr.
De mindste børn sover i barnevogn og de største i krybber eller på en madras i grupperummet. De fleste børn sover i krybberummet. Vi har en babyalarm installeret i krybberummet + en flytbar babyalarm, men vi går også jævnligt rundt og tjekker.
Gode råd til nat (Vibeke Manniche)
Sørg for:
- At barnet har et roligt og sikkert sovested med minimal støj, støv, lys og ingen røg.
- En ordentlig madras, der passer til barnets vægt, så kroppen støttes rigtigt.
- En dejlig dyne og måske en sovebamse/sutteklud - det skaber hygge og tryghed.
- At gøre soveværelset klar til nat ved at rydde op, lufte ud og rulle for.
- Sengen kun bruges, når barnet skal sove (og ikke til straf/timeout).
- Ro omkring barnet, f.eks. ved at slukke fjernsyn, radio og andet støjende i god tid inden sengetid.
- Faste sovetider og putteritualer